Da jeg var barn sang vi ofte den gamle traver på vej til stranden: Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud.
Der var noget grundlæggende i den sang og netop det at synge det ind i barnesindet virker.
Vi var aldrig i tvivl om baderådene og hvordan vi skulle forholde os til hestehuller, revler, fyldt mave eller det at bade alene.

Idag er der flere der “drukner” på internettet end i havet.
Vi mangler stadig en sang – en kultur der fortæller enkelt og med forståelige råd og det man kan møde.
Og det er svært at lave fordi vi skal fortælle en historie om mennesker og menneskers dumhed, dårlige sider og overgreb.

Vi slås for friheden, åndsfriheden, debatkulturen, samtalen, kildekritik og opdragelse og samtidig oplever vi på nært hold at voksne og unge – endda børn opfører sig uendeligt underligt det øjeblik de logger på nettet og pludselig skifter fjedderham.

Da jeg var barn var der en mand der ude i byen blev kaldt “Porno-Poulsen” alle vidste hvem han var og alle vidste at han var den landsbytosse som vi skulle leve med, som vi var lidt bange for, men som nok egentlig ikke gjorde nogen rigtigt fortræd.

Porno-poulsen var håndgribelig fordi han var i gadebilledet. Vi kunne se ham og vi kunne forholde os til ham.
Han var en lille tynd mand i gråt jakkesæt, hans overskæg var malet på med sprittusch og han havde en scooter med en vindskærm med blomster på, sådan noge blomster man ellers brugte i bunden af badekarret som skridsikring. På scootren havde han to saddeltasker. Og de tasker indeholdt angiveligt pornoblade, ugens rapport og de grå sider. Alle kendte de tasker og alle kendte indholdet.
Porno-Povelsen havde så vidt vides aldrig gjort egentlig skade på nogen.
Men vi var alligevel bange for ham.

Engang skulle jeg gå fra skolen til busstoppestedet alene. Det var eftermiddag og myldretid og jeg stod pænt ved lysreguleringen uden for skolen. ventede som man skal på det grønne fodgængerlys og gik først over da det skiftede. mens jeg gik hørte jeg lyden af scooteren.
Lyden vi alle sammen kendte og genkendte som Porno-Povelsen.
Jeg løb, med mine rødhårs fletninger daskende i alle retninger og min lille røde skoletaske, som ind i helvede. Nede ved busstoppestedet var der en hæk ved et hus. Der gemte jeg mig.
Scooteren standsede lige ud for hækken. Der lå jeg og tænkte på de saddeltasker som Porno-Poulsen nok om lidt ville åbne og om lidt ville indvi mig i. Så løb jeg, den anden vej – tilbage til skolen. Med alt det mod og alle de gode råd jeg kende fra både skole og hjemme om hvordan man forholder sig når man møder en der gør en utryg.
Porno-Povelsen fulgte ikke efter.

Jeg tror såmænd ikke at Porno-Povelsen havde noget i sinde med mig. Måske havde han slet ikke set mig. Måske standsede han fordi han var punkteret eller skulle rette på sprittusch-overskægget i sidespejlet. Og måske havde han noget i sinde? Jeg får det aldrig at vide, men jeg ved at det betød noget i opdraget at han var håndgribelig. At vi i samtaler om de ting i livet vi skulle passe på, kunne pege på Porno-Povelsen og tale om at det nok ikke lige var han vi skulle indlede en samtale med eller tage med hjem.

Idag flyder det med Porno-Povelsener på nettet og vi forsøger efter bedste evne at fortælle børn og unge om faren ved det usynlige. Ved det de kan støde på og møde ude i cyberspace, men vi har uendelig svært ved at finde et sprog for det. Vi kan gøre meget skade i det sprog, skabe unødig angst, skabe utryghed over for mennesker, for nærhed, for frimodighed.

Vi har en opgave – fortsat – om at synligøre at mennesker er forskellige. At lære børn og unge både ja og nej og at skelne mellem godt og skidt. Og vi har samtidig en opgave der byder os ikke at skabe frygt i børn og unge. Ikke at gøre det fremmede menneske til en fjende.
Vi er næsten kommet dertil hvor vi, i sikkerhedens navn, ikke må snakke med et barn mens vi stå i bussen eller er ved at pakke varer i supermarkedet og der sidder en sfotræt unge i vognen en halv meter fra os.
Vi skal passe umådeligt på tilliden. At vi ikke lærer børn at menneske kontakt og samtale er farlig, så mister vi det umildbare, nysgerrigheden og sameksistensen. Samtidig skal vi lære at være tydelige, være mere præcise i vores råd og fortællingsramme til børn når det kommer til voksne der lokker børn på nettet.

Vi mangler et sprog til samtiden. Vi mangler et sprog der kan synges ind og fortætte og forklare uden at skabe unødig frygt og uden at skabe mistillid til voksne, som dog er barnets vigtigste tillidsgrund.

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s